Ursula K. Le Guin
Verdensskabelse

Vi skal altså tale om verdensskabelse. Tanken om at skabe får mig til at tænke på det at nyskabe. At skabe en ny verden, en anden verden: Midgård, måske, eller science fiction-genrens planeter. Det er den fantastiske forestil-lingskrafts arbejde. Og så er der det at gøre verden ny: lave verden på en anden måde: en utopi eller dystopi, som er den politiske forestillingskrafts arbejde.

     Men hvad med at skabe verden, denne verden, den gamle verden? Det lader til at være den religiøse fore-stillingskrafts domæne, eller livsviljens domæne (de er muligvis det samme). Den gamle verden bliver ny ved fødslen af hvert barn, og hver nytårsdag, og hver morgen, og ifølge buddhisterne i hvert eneste øjeblik. 

     Det, at vi i helt praktisk forstand, skaber den ver-den, vi bebor, er stort set slået fast, men jeg vil lade det være op til filosofferne at afgøre, hvorvidt vi skaber det hele fra bunden af – mmmhh! Smager som en nybagt verden! Men egentlig er det Biskop Berkeleys Kosmo Mix! – eller om vi stykker den sammen af en mere eller mindre fornuftsbaseret blanding af alt det, der slår os som brugbart eller underholdende i det virkeliges uudtømmelige kaos. 

     Det, kunstnere gør, er i hvert fald at foretage et særligt velkomponeret udvalg af kosmos-fragmenter, usædvanligt brugbare og underholdende dele, som er udvalgt og arrangeret for at skabe en illusion af sammenhængs-kraft og varighed i begivenhedernes ukontrollerbare strøm. En kunstner gør verden til sin verden. En kunst-ner gør sin verden til vores verden. I et kort øjeblik. I den tid det tager at betragte, lytte til, se eller læse kunstværket. Ligesom en krystal synes kunstværket at rumme helheden og indebære en form for evighed. Og dog er det kun en opdagelsesrejsendes råmateriale. En optegnelse af kyststrækningen på en tåget strand. 

    At skabe noget er at opfinde det, at opdage det, at blotlægge det, ligesom Michelangelo, der huggede den marmor væk, som skjulte statuen. Men vi tænker kun sjældent på udsagnet i omvendt form, altså: Det at opdage noget, er at skabe det. Som Julius Cæsar sagde, »Britanniens eksistens var uvis, indtil jeg rejste dertil.« Vi kan vist roligt antage, at oldtidens britannere var fuldkommen overbeviste om Britanniens eksistens, og i en udpræget detaljegrad, såsom hvor man finder den bedste vajd henne. Men som Einstein bemærkede, så kommer det helt an på, hvordan man ser på det, og set fra Roms perspektiv, ikke Britanniens, så opfandt (invenire, »at finde, at opdage«) Cæsar Britannien. Han fik det til at eksistere for resten af verden. 

    Alexander den Store satte sig ned og græd et eller andet sted midt i Indien, tror jeg nok, fordi der ikke var flere nye verdener at erobre. Sikke en fjollet mand, han var. Dér sidder han og snøfter, halvvejs til Kina! En erobrer. Conquistadorerne, der altid løber ind i nye verdener, og som hurtigt løber tør for dem. Erobring er ikke opfindelse, det er ikke skabelse. Vores kultur, der erobrede det, som bliver kaldt Den nye verden, og som ser naturens verden som en modstander, der skal overvindes: Se på os nu. Hvordan vi løber tør for alting. 

     Navnet på vores møde er Tabte verdener & Fremti-dige verdener. Hvad end vores forgængere kom hertil i jagten på guld eller frihed eller som slaver, så er erob-rerne os, vi, som lever her nu, med råderet, i Den nye verden. Vi er beboerne af en Tabt verden. Den er helt og aldeles tabt. Selv navnene er forsvundet. De mennesker, som boede her på dette sted, på disse bakker, gennem ti tusind år, huskes kun (hvis de huskes overhovedet) gennem erobrernes sprog: »Costanoaerne«, dem fra »Santa Clara«, dem fra »San Francisco«, navne opkaldt efter fremmede halvguder. For seksogtres år siden, i Håndbogen for Californiens indianere, skrev min far: 

Costanoaerne er uddøde i enhver praktisk henseende. Nogle få spredte individer lever fortsat … Størstedelen af et århundrede er gået siden missionærvirksomheden blev afskaffet, og næsten halvandet århundrede siden man i sin tid påbegyndte den. Disse perioder har været nok til at

udslette selv traditionelle erindringer om forfædrenes skikke, med undtagelse af glimtvise fragmenter. 

Her er et sådant brudstykke, en sang; de sang den her, under de levende egetræer, men der var ingen flyvehavre dengang, kun det californiske tuegræs. Folket sang: 

 

Jeg drømmer om dig, 

Jeg drømmer om dig hoppende, 

Kanin, præriehare og vagtel. 

 

Og en enkelt linje fra en dansesang er bevaret: 

 

Dansende på verdens rand. 

 

Med sådanne fragmenter påbegyndte jeg muligvis min egen genopbygning, men jeg vidste ikke hvordan. Jeg vidste kun, at vi må have en fortid at skabe en fremtid med, og jeg tog det, jeg kunne fra mine egne euro-pæiskfødte forfædre og mødres kultur. Jeg lærte, som de fleste af os, at bruge det jeg kunne, snuppe en idé fra Kina og stjæle en gud fra Indien, og således stykke en verden sammen, som jeg bedst kunne. Men der er stadig et mysterium. Dette sted, hvor jeg blev født og voksede op, og som jeg elsker mere end noget andet, min verden, mit Californien, mangler stadig at blive skabt. For at skabe en ny verden må man starte med en gammel, det står klart. Og for at finde en verden, er man måske nødt til at have mistet en. Måske er man nødt til at være fortabt. Fornyelsens dans, den dans som skabte verden, blev altid danset her på randen af alting, på kanten, langs den tågede kyst. 

 

     – Ursula K. Le Guin

     Stanford University, 1981 

     Oversat af Sara Mering